Hurra for podfading!

Podfading er, når en podcast fader ud, altså holder op med at blive opdateret med nye afsnit. Det bliver ofte omtalt negativt, som noget useriøst, som et eksempel på at nogle mennesker prøver at lave en podcast, men ikke holder ved og ikke kommer forbi tre-fire afsnit. At de giver op.

Men jeg synes også man kan se det i et andet, mere positivt lys. Podcasting giver rum til at eksperimentere!

En lydbølge der bliver svagere.

Du kan som podcaster vælge at prøve et koncept af med ret lille indsats. Det kræver blot at optage noget lyd, (måske) lidt klippearbejde, og så kan din spritnye podcast ellers sendes ud i verden.

Det er sgu da vildt fedt, at der ikke er en eller anden person, der skal stå i den anden ende og vurdere hvad du har lavet, før du kan udgive det.

Så har du lyst til at lave improviseret dansksproget spoken word beat poetry? Gå amok! 🤘

Måske bliver resultatet fedt, måske bliver det knap så godt, måske bliver det virkelig dårligt. Men det er i hvert fald sikkert, at der ikke kommer noget nyskabende ud af altid at træde inden for vante rammer.

Så grib mikrofonen (eller din sampler, tonegenerator eller hvad du nu bruger) og kom ud og få lavet nogle lydbølger, uden at bekymre dig om, hvorvidt det du laver er udgivelsesværdigt. Prøv det af og ha' det sjovt imens. 😄 Det kan være det bliver bedre, end du troede.

Om forfatteren

Et billede af Markus.

Markus er den ene af makkerparret Jakob og Markus, der står bag RataCast. Han er vild med, at man i podcasting kan eksperimentere så meget, uden at der er nogen der skal bestemme hvad man skal udgive.

Kommentarer